Citeret fra Dagbladet
Ringkøbing Skjern mandag den 15.04.2013
Pilgrimsvandring 14.04.2013
Gode samtaler på en hyggelig pilgrims-rute
Ådum til Hoven. Tredje år med
pilgrimsvandring i Tarm Pastorat indledtes i Ådum Kirke og sluttede med andagt
i Hoven Kirke.
Ådum-Hoven: ”Vi har rigtig
nydt vandringen. Undervejs er der ført mange gode samtaler, og for os har det
været en fin måde at være sammen på. Desuden passer det at være med også
udmærket til skolens profil.”
Sådan sagde årsvikar ved efterskolen Solgården i Tarm, Mads
Dahl, da han ankom til konfirmandstuen ved Hoven Kirke sammen med en mindre
gruppe elever.
Sammen med 18 elever havde han været blandt de mange
mennesker, der i går var med i tredje års pilgrimsvandring i Tarm Pastorat.
Uden at kende det nøjagtige deltagerantal kan det
konstateres, at denne vandring nok havde samlet det hidtil største
deltagerantal.
Blandt de mange deltagere var også næstformand i Hoven
Menighedsråd, Daniel Jeppe Christiansen, som giver følgende beretning om
pilgrimsvandringen:
”I den barske vinter,
vi fik ovenpå begyndende forår, har vi i pastoratets aktivitetsudvalg haft
travlt med at planlægge pilgrimsvandring tredje gang. De sidste to år har vi
haft fint forårsvejr, så det kalder vi allerede tradition. Forårsvejret kom
lige til pilgrimsvandringen i år. Ikke så meget sol som tidligere, men vi blev
heller ikke så svedige. Det var rigtigt fint vandrevejr. Og da det var
overstået, begyndte det at småregne. Vi var også så heldige at nå det, inden
jordbrugerne i morgen begynder med gylleudlægning på ager jorden.
Dagen begyndte med
morgengudstjeneste i en menneskefyldt Ådum kirke. Salmesangen er en oplevelse
med så mange stemmer. H.P. Kirkegaard var dagens prædikant med fin hjælp fra
Tarm spejdere. Det er nok det man kalder en ungdomsgudstjeneste. Først fik vi
en prædiken fra lektien, som profeten Ezekiel havde skrevet. Så var der en
udlægning fra Johannes evangeliet om den gode hyrde. Med en salme mellem hver
prædiken, fik vi til sidst dagens epistel af apostlen Peter. Efter
trosbekendelsen, velsignelsen og postludium var der orientering om dagens
program og kaffe med rundstykker. Vi kørte halvvejs til Hoven og parkerede.
Turen gik af en
markvej forbi en grusgrav over en majsstubmark. Gennem et læbælte over på næste
matrikel, det såkaldte Barslund mose med vintersæd. Igen ad markvej over
Gundesbøl bæk/å. Fortsatte langs en granrække forbi Oxlundgård, og ad snoede
sandveje nåede vi Nørholmvej.
Der var en stille rute
Da vi havde krydset
denne, kommet forbi Højagergård, kom vi til Hejmdalvej. Turen ad Hejmdalvej var
udnævnt til Stille rute: Vi skulle tænke mere end snakke. Tænke på hvad ? Jo !
vi kunne da tænke på, at vi var i stand til at gå.
Så kom vi til
Tirsbjerg Knap; en flere meter høj punkt, over 100 år gammel, og frembragt ved
håndkraft. Øverst var der en over 1 meter høj mindesten over ham, der har sat
beplantningen i gang i Tirsbjerg plantage. Mange har nok været Tirsbjerg rundt
engang. Det var der altså ikke tid til i dag. Man kan jo selv tage turen en
anden gang.
Ad Påbølvej drejede vi
ved Anexgården, hvor vi gik over Påbøl bæk. Bækken blev i 1962 rettet ud i en
lang Kanal, men for et par år siden blev den igen slynget, så fem kilomenter kanal
blev til syv kilometer bæk. Nu venter vi bare på lavere okkerforurening og
bedre fiskebestand.
Fra broen gik turen ad
en skovsti, som fortsatte ad en skovvej til Hårkjærvej, som ender i Bredgade i
Hoven.
I konfirmandstuen fik
alle al den suppe, de kunne spise. Suppen var givet af Bechs Hotel i Tarm
sammen med menighedsrådet. Dagen sluttede i Hoven Kirke, hvor vi sang: ”Op al
den ting, som Gud har gjort” under en kort andagt.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar