Små iagttagelser
Uindskrænket vareudbud suspenderet
Det begyndte med smørret. Derefter osten og Brien. Så
æggene. Hylderne i butikken bliver nu ikke længere fyldt automatisk op. Af
grøntsager er der nu kun nogle få halve hvidkålshoveder tilbage og så nogle
uspiselige kartofler. Grunden er den simple, at der for visse varegruppers
vedkommende er udsolgt. En første hurtig og ikke særlig gennemtænkt reaktion af
manglende varer er ærgrelse, men ved nærmere eftertanke en påmindelse om, at vi
ikke er i Danmark, hvor vi er forkælede med en infrastruktur, som adskiller sig
væsentligt fra den, der findes i Grønland. Her i Qasigiannguit er der i
vintertiden kun forbindelse til den øvrige verden ved hjælp af en lille
helikopter. Og ved nærmere eftertanke er der jo rigeligt af fødevarer i
butikken. Kartoflerne har fået frost og smager ikke længere af kartofler, men
så er der jo dybfrosne kartoffelbåde fra Flensted og ris i store mængder. Der
er absolut ingen, som kommer til at lide nød. I det hele taget beundrer jeg de
mennesker, som har disponeret indkøbene af fødevarer til denne vinter. Det er
jo først her i marts måned, at visse varer er blevet udsolgt.
Butikken er velassorteret og på størrelse med Brugsen i
Sønder Omme og har sådan lidt af hvert af husgeråd og andre uundværlige ting i
dagligdagen. Bemærkelsesværdig for os er, at våben og ammunition ligger frit
fremme i butikken. Nogle har fortalt mig, at man skal være 12 år, før man kan
købe våben, men jeg ved ikke om det passer.
Det forlyder, at der kommer skib den 9. april, hvis den da
kan bryde isen. Immaqa [måske] ville grønlænderne sige, og det er klog snak her.
Der kom skib. Ikke den 9. april, men allerede den 8. april.
Jeg opdagede det ved at flere grønlændere stod på de yderste klipper ud mod
havet og spejdede ud over isen. Og ganske rigtigt – i det fjerne kunne man
skimte et rødt skib. Den syntes ikke at bevæge sig, og der var ingen lyd at
høre. Jeg ventede, som de øvrige grønlændere, tålmodigt på, at skibet gav lyd
fra sig. Ingen sagde noget eller kommenterede situationen. Jeg har lært at
holde mund og kun tale, hvis det er strengt nødvendigt – sådan er det her. Vi
kunne jo alle se skibet, så det var ikke nødvendigt med yderligere kommentarer.
Da skibet efter lang tid kom nærmere, kunne man høre, at den
med bulder og brag kæmpede sig igennem havisen. Der stod en kraftig mørk røg op
af skorstenen og dieselmotorerne brølede. Lyden mindede mig mest af alt om
”Traktortræk”. Engang imellem måtte den sejle baglæns for efterfølgende at fare
fremad mod den genstridige havis. På et tidspunkt gav skibets sirene et
øredøvende brøl fra sig. Med hvilken hensigt ved jeg ikke rigtigt. Det kunne
være for at gøre opmærksom på, at den var på vej til byen, og at der skulle
gøres klar på kajen, men det kunne jo også være for at advare de mange
isfiskere i området. Jeg kunne se, at havisen gyngede kraftigt i nærheden af
skibet. Men fiskerne fiskede uanfægtet videre og fulgte bare isens bevægelser.
Det er i øvrigt også tankevækkende, at tidevandet til
stadighed hæver og sænker havisen 2½ meter. Man behøver sådan set ikke at kende
tidevandstabellen for at vide, om det er lavvande eller højvande. I hvert fald
ikke hvis man kan se ”isfoden”. Isfoden er den is, som er landfast og derfor
ikke bevæger sig. Hvis højdeforskellen mellem isfoden og havisen er stor, er
det lavvande og hvis havisen går ud i et med isfoden er det højvande.
.
Efter endnu et stykke
tid kunne man læse ordene: ROYAL ARCTIC LINE på siden af skibet og lidt senere
på stævnen: ARINA ARCTICA. Det var det rigtige skib. Skibet kom med varer fra
Ålborg og skulle blandt andet forsyne vores butik [Pilersuisoq] med nye varer.
Store containere blev sat af på kajen. Butikkens lille ladvogn var allerede
ankommet og klar til at ”slagte” en container.
Så blev der fyldt op i butikken. Det bugnede af nye varer.
Bananerne var helt grønne, men ville, fik jeg at vide, modnes, når de nu kom
til at ligge ved siden af tomaterne. Der var stor trafik ind og ud af butikken,
og humøret var højt. Jeg glædede mig også til igen at kunne købe kartofler. Det
viste sig, at der var to muligheder. Jeg kunne købe ”Viggo Kartofler” i en for mig velkendt papir emballage med
gennemsigtighed i den ene side af posen. Deklarationen angav, at det var Sava
kartofler. Så jeg foretrak den anden mulighed, som var 2½ kg vaskede bintje
kartofler, som var pakket i en netpose med påskriften: Pakket af Viggo kartofler 7323 Give. Jeg elsker bintje kartofler.
De smager godt og kan samle megen god sovs. Derfor køber jeg ofte bintje
kartofler hos Sigurd Jessen i Vester Grene.
Det var med stor forventning, at vi skulle smage bintje
kartofler fra vores hjemegn. Vi glædede os mere til at smage kartoflerne end
til de narhval bøffer, som vi skulle have som tilbehør. Kartoflerne kogte ikke
ud, men de smagte udmærket, skønt vi ikke kunne genkende smagen som bintje
kartofler.
Tænk, at man kan savne smagen af kartofler så meget, at
kødet bliver til nødvendigt tilbehør. Det troede jeg ikke kunne overgå mig. Jeg
husker fra min barndomstid, at kartofler var et nødvendigt ”onde”, hvis man skulle
ha’ en frikadelle. ”Mindst fire kartofler til én frikadelle”, sagde min moder
altid. Tiderne skifter – her er der nok af kød og fisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar